Kristian startede på Egmont Højskolen i august 2021 – hør hvordan det går.
Vi mødte Kristian på Egmont her godt en måned efter han startede derned. Kristian har boet hjemme indtil han var 19 år og gået på VUK i Nørresundby de 2 første år af sin STU (særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse), men så kom corona og Kristian besluttede, at sætte sin STU på pause. Det viste sig, at være et godt valg, da mange skoler lukkede ned og Kristian pga. sin cerebral parese var i risikogruppen. Kristian var derfor hjemme i 1 ½ år, hvor han sammen med en kammerat streamede, sådan, at han kunne holde det sociale liv i gang, men på afstand. Det var også en god ide på den måde, at mens coronaen rasede og der igen kom mere ro på – og vaccinen blev tilbudt, så var der en plads på Egmont Højskolen og Kristian kunne dermed bruge sit sidste år af sin STU der.
Kristian har været så heldig, at han er en af dem, som har fået sin egen lejlighed i et af husene på skolens grund i stedet for et værelse på skolen. Han har dermed sin egen lejlighed på 35-40 km2. Der er et lille tekøkken med køleskab og 2 kogeplader samt håndvask og stue/værelse ud i et stort dejlig lyst rum og så et kæmpe badeværelse – sådan et vi andre kun drømmer om. I lejligheden er der gennemgående lift, elevationsseng, bord, stol og skab til tøj.
Egmont Højskolen, STU og meget meget mere.
Egmont er på mange måder meget mere end blot et STU tilbud, mange er der også som på et almindeligt højskoleophold. For Kristian, er det ikke bare et STU tilbud, men også en stor udvidelse af det sociale liv og netværk. Man kan på mange måder også sige, at det er en forberedelse af det voksenliv, som ligger og lurer rundt om hjørnet.
Det har også været spændende, at få sit eget hjælperteam eller assistenter, som det hedder på Egmont. Da Kristian har boet hjemme uden hjælpere ude fra eller aflastning og kun en kortere periode med en ledsager, så har det været en ret stor omvæltning at få et hold med tre assistenter. Det har dog været en positiv omvæltning med tre fantastiske unge mennesker, som også har givet nogle helt andre muligheder for at udforske ungdomslivet og alle dets nuancer. Det at være et unge menneske ud af mange mangfoldige unge mennesker med forskellige baggrunde har bidraget med så mange spændende oplevelser. Kristian har talt med en, som har været på Egmont i 28 semestre – måske bliver han ikke i 14 år, men han er i hvert fald overbevist om, at han ikke er færdig med Egmont, når STU året er omme.
Kristian og hans tre unge seje assistenter.
Vi håber, at Kristian får et rigtigt godt STU år på Egmont og ønsker ham held og lykke fremover.